Der er stor forskel på, hvordan forældre oplever en anbringelse. Nogle forældre kan, når en anbringelse af barnet eller den unge kommer på tale, være i stor risiko for at komme i en livskrise, idet mange allerede står midt i en krise. Andre vil kunne se anbringelsen som en hjælp og støtte.
Anbringelser sker ofte i kriser eller følges af kriser
Forældrene står ved anbringelsen over for en ny, ukendt livssituation. Det kan for nogle indebære en risiko for øgede belastninger og udsathed med sorg, frustration og tab. Her kan tidligere og eksisterende traumereaktioner blive reaktiveret. Samtidig giver nogle forældre udtryk for, at de har svært ved at forstå situationen og baggrunden for anbringelsen. De oplever at være i en situation, de ikke selv kan håndtere, og vil derfor ofte have brug for støtte i umiddelbar forlængelse af afgørelsen om anbringelse.
Nogle forældre, hvor barnets udviklingsmæssige, fysiske eller psykiske funktionsmæssige nedsættelser er primære grunde for en anbringelse, vil kunne opleve skam, skyld og sorg ved at skulle overgive omsorgsopgaven og kan risikere at komme i krise og stress efter lang tids overbelastning.
Et krisebevidst og empatisk mindset
En krise- og traumebevidst tilgang indeholder ikke behandling. Det er en tilgang og et mindset med bevidste måder at forholde sig på, som også kan virke forebyggende for, at der opstår krise- og traumereaktioner.
Forældrene mødes empatisk og tilbydes støtte til at håndtere eventuelle krise- og traumereaktioner samt de negative følelser og den sorg, der kan være forbundet med anbringelsen. Når forældrene får hjælp til at bearbejde disse følelser og reaktioner, vil de i mange tilfælde få bedre forudsætninger for at indgå i et samarbejde om anbringelsen og mobilisere deres iboende ressourcer til gavn for deres barn.
Der vil under anbringelsen kunne opstå nye kriser, fx i forbindelse med barnets eller den unges udviklingsmæssige milepæle som skolestart, konfirmation og skoleafslutning, eller i forbindelse med at der træffes nye afgørelser om anbringelsen, som fx skift af anbringelsessted. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på forældrenes reaktioner i alle faser af et anbringelsesforløb, da de kan reagere forskelligt på nye situationer.
For nogle vil det være hensigtsmæssigt, at der sker skift af fagprofessionelle efter afgørelsen om anbringelse for at opnå en bedre relation. For andre vil kontinuitet i personkredsen være mere hensigtsmæssig. Vær opmærksom på, at forældre kan have forskellige krisereaktioner, afhængigt af om deres barn anbringes i en plejefamilie eller på et børne- og ungehjem. Gentagne kriseoplevelser og svære krisebelastninger kan medføre traumereaktioner.
Belastningsreaktioner hos de nære fagprofessionelle
De fagprofessionelle, som fx familiebehandleren og børne- og ungerådgiveren, kan i samarbejdet med forældrene være vidne til alvorlige, gentagne krisesituationer. Det betyder, at de fagprofessionelle selv er i risiko for at udvikle belastningsreaktioner, udbrændthed, forråelse eller sekundær traumatisering. Ledelsen og medarbejdere bør derfor have et særligt fokus på at imødegå denne risiko.