Anbefaling 5: Styrk barnets eller den unges forståelse af eget ophav og egen historie

Det anbefales, at plejefamilier, børne- og ungehjem og myndighed aktivt understøtter, at barnet eller den unge kan tilgå informationer og viden om eget ophav, og hjælper dem i at fastholde og skabe en sammenhængende livshistorie, med henblik på at styrke deres identitet og selvbillede.

Mange børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, har ikke haft forældre eller andre i deres netværk, der har været opmærksomme på at fastholde deres livshistorie. Livshistorier tager udgangspunkt i det levede liv og kan sige noget om de værdier, interesser og drømme, som barnet eller den unge har. Det at beskæftige sig med sin livshistorie kan være med til at skabe mening og sammenhænge i ens liv.

Meningsskabende sammenhænge i livet

Når man forstår sin egen historie, bidrager det til en forståelse af, hvem man er som person, og til at skabe mening i livet. Børn og unge holder af at fortælle historier og at høre fortællinger om deres egen historie. Historierne er med til at styrke deres identitet og selvværdsfølelse.

Et liv med skift på skift

Hvert femte barn og ung i anbringelse har været anbragt tre eller flere steder. Mange af disse børn og unge vil opleve flere skift i løbet af deres barndom. De oplever skift fra hjem til anbringelse, fra anbringelse til eventuel ny anbringelse, dagtilbudsskift, skoleskift og senere et skift fra anbringelse til voksenlivet. For mange børn og unge giver gentagne skift en oplevelse af forandringer og usikkerheder, og det kan gøre det svært for dem at tilpasse sig nye krav og aktiviteter. Hyppige skift forringer deres mulighed for at opleve tilhørsforhold og kan forstærke eller fremme en følelse af, at ingen bryder sig om en. Det betyder også tab af en fortid, hvilket kan hæmme udviklingen af et sammenhængende billede af fremtiden og derved for motivation, mål og engagement i eget liv. Fagprofessionelle og nære voksne bør derfor sikre overlevering af central viden om barnets eller den unges ophav og historie, herunder mulighed for at vende tilbage til vigtige livskilder. Parallelt med dette skal barnet eller den unge støttes i at kunne være i tankerne om fortiden og så vidt muligt bevare tilknytningen til vigtige personer i livshistorien.

Ressourcefokuseret tilgang til barnets livshistorie

Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, har ofte en livshistorie med sig, som indeholder traumer og svigt. Sagsakterne indeholder ofte beskrivelser af de problemer og udfordringer, der har ledt til anbringelsen, men beskriver ikke altid hele livshistorien. Det er derfor vigtigt, at fagprofessionelle og nære voksne også sætter fokus på positive fortællinger om barnet eller den unge og kommunikerer om og med barnet, den unge og familien i en fremtidsrettet form.

Myndighed

Ledelse

Ledelsen bør sætte tydelige faglige rammer for den løbende dokumentation i sagsbehandlingen, som understøtter, at rådgivernes socialfaglige vurderinger har et ligeligt og nuanceret fokus på barnets eller den unges ressourcer og udfordringer, og at dokumentationspraksis bygger på en inddragelse af barnets eller den unges perspektiv. Dette bør altid ske med udgangspunkt i gældende GDPR-regler.

Børne- og ungerådgivere

Børne- og ungerådgiveren bør i den løbende dokumentation sikre et ligeligt og nuanceret fokus på barnets eller den unges ressourcer og udfordringer. Det er centralt at fastholde alvoren og omfanget af problemerne i det, der skrives, og på den anden side sørge for, at barnets eller den unges ressourcer og perspektiver er fremhævet tilstrækkeligt, så problemerne ikke bliver den dominerende fortælling ved at:

  • have opmærksomhed på de kompetencer, som børn og unge kan udvikle på baggrund af deres barndom og opvækst, og som i nogle tilfælde kan være en ressource. Samtidig er det væsentligt også at være transparent og tydelig om de sårbarheder og udfordringer, som børn og unge er i, så det sikres, at der tages hånd om disse.
  • inddrage barnets stemme og perspektiv i det, der skrives og formidles om barnet.
  • have fokus på at anvende forskellige former for dokumentation, også de former, som giver barnet eller den unge en stemme og giver dem mulighed for at genkende deres egen historie.

Anbringelsessteder

Ledelse

Ledelsen på børne- og ungehjem, familieplejekonsulenter og lignende funktioner bør udarbejde en politik eller plan for, hvordan barnet eller den unge ved modtagelse og fraflytning får adgang til viden og informationer om egen livshistorie. Det bør tydeligt fremgå, hvorvidt barnet eller den unge har mulighed for at besøge anbringelsesstedet efter fraflytning.

Medarbejdere på børne- og ungehjem og plejefamilier

Medarbejdere på børne- og ungehjem og plejefamilier bør være nysgerrige og bestræbe sig på at forstå barnets eller den unges og eventuelt forældres perspektiv, motivation og egen oplevelse af at være i verden, så de får mulighed for at opbygge en nuanceret livshistorie. Dette kan fx komme til udtryk ved, at medarbejderne og plejefamilierne er:

  • åbne, inddragende og dialogiske i journalisering/dagbogsnotater etc., så barnet eller den unge får mulighed for at bidrage med sine perspektiver. Den inddragende og dialogiske proces kan desuden bidrage til læring, refleksion og mentalisering for barnet eller den unge, frem for at det alene er noget, som det pædagogiske personale reflekterer over.
  • interesserede i barnets eller den unges ophav og er inviterende i forhold til at tale om barnets historie, fx hjælper barnet eller den unge med at erindre ved at se på fotos.
  • Livshistoriebog kan hjælpe barnet eller den unge med at bearbejde og forholde sig til den livshistorie, der både indeholder gode og dårlige oplevelser.
  • Børnebevidning er en metode med færdigudviklede skabeloner for, hvad et børnebrev kan indeholde. Metoden er udviklet, så den kan bruges af forskellige faggrupper og i forskellige situationer.
  • Dialogredskab om hverdagslivsbeslutninger for børn og unge i anbringelse er udviklet til at understøtte dialogen omkring hverdagsbeslutninger i barnets eller den unges liv og bidrage til inddragelsen af barn, ung, forældre, anbringelsessted og myndighed. Redskabet kan blandt andet hjælpe til at skabe klarhed om, hvilke beslutninger i barnets eller den unges liv forældrene bør involveres i og fælles aftaler herom. Det kan samtidig forebygge konflikter i samarbejdet mellem forældre, anbringelsessted og myndighed.
  • Netværk der bærer er et inspirationskatalog, der giver et bud på, hvordan børne- og ungehjem kan styrke anbragte børn og unges netværk under anbringelsen og i forbindelse med fraflytning.