En forudsætning for børns og unges inddragelse er, at de får mulighed for at blive involveret. Med andre ord, at I tilbyder barnet eller den unge et ”rum”, som er trygt, inkluderende, og hvor barnet eller den unge støttes i både at give udtryk for egne synspunkter og give feedback på sin oplevelse af at blive inddraget. ”Rummet” henviser både til det mentale, det inkluderende og det fysiske rum samt tid.
Barnets eller den unges alder, modenhed, kommunikative kompetencer og funktionsniveau kan have betydning for, hvordan inddragelsen kan sikres og skal tilrettelægges. I bør tidligt i forløbet og løbende have en dialog med barnet eller den unge om, hvordan barnet eller den unge gerne vil inddrages. I skal have opmærksomhed på, at barnets eller den unges ønsker til inddragelse kan ændre sig over tid, fx i forbindelse med at barnet eller den unge bliver ældre, mere moden eller får nogle andre behov, som skal imødekommes.
Det er afgørende, at opsøge faglig viden om målgruppen og kender barnets eller den unges situation, udvikling og alder, så I kan målrette rammerne for inddragelsen og sikre, at de er inkluderende i forhold til barnet eller den unge. Foruden dialog med barnet eller den unge kan deres forudsætninger for deltagelse også afdækkes via forældre, andre fagpersoner eller sagsakter.
Det er vigtigt, at barnet eller den unge oplyses om og forstår sine rettigheder, da barnet eller den unge derved kender sine handlemuligheder i sagsforløbet. Det er desuden vigtigt, at I løbende informerer barnet eller den unge om sagsbehandlingsprocessen, aktørers forskellige roller og beslutningskompetencer, så barnet eller den unge oplever en transparent proces med tydelig, konkret og begrundet information om det, der vedrører deres liv. Dette er ikke mindst vigtigt i situationer, hvor I træffer beslutninger, som ikke er i overensstemmelse med barnets eller den unges ønske.
Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes løbende, inden der træffes beslutninger i barnets eller den unges sag. Det er derfor centralt, at inddragelsen sker løbende og bliver en integreret del af sagsbehandlingen. Det er desuden vigtigt, at I er opmærksomme på, at børn og unge ofte har brug for tid til at omsætte relevant information og viden og udtrykke følelser, tanker og meninger. Der bør derfor skabes tid i forløbet til barnets eller den unges refleksion. Endelig er det vigtigt, at inddragelsesrummet er trygt og tillidsfuldt.