Forældre er centrale i deres børns liv, og hjælp efter barnets lov bygger på forældrenes ansvar, jf. § 1, stk. 2. Du bør være åben og anerkendende i kontakten og relationen til barnets eller den unges forældre. Forskning viser, at forældre kan have mange og forskelligartede reaktioner og følelser, og særligt angst og frygt er gennemgående. Følelserne er afgørende for, hvordan forældrene reagerer og ser på den hjælp, de tilbydes. Samtidig står forældre ofte i meget pressede livssituationer.
Samarbejdet mellem forældrene og dig kan være sårbart, og det kan blive udfordret, hvis du ikke erkender og italesætter det ulige magtforhold, der er til stede i relationen. Når samarbejdet fungerer, kan det fx være medvirkende til at give barnet eller den unge ro og tryghed til at fungere i sit hverdagsliv og være medvirkende til at skabe en positiv relation til forældrene.
De faktorer, der får barnet eller den unge til at opleve sig inddraget, gælder derfor i vid udstrækning også for forældrene – respekt, empati, gennemsigtighed, forudsigelighed, kontinuitet m.v. Gennemsigtighed i sagsbehandlingen, tydelige sagsskridt, formål med møder og samtaler kombineret med løbende fokus på gentagen og tydelig information til forældrene samt forældrenes adgang til information kan samlet set bidrage til et godt forældresamarbejde.
I særlige situationer kan det være nødvendigt at begrænse inddragelsen af forældrene eller af familiens netværk, fx i sager om overgreb, hvor forældrene er under mistanke. I disse sager må forældre og netværk indledningsvist ikke inddrages. Det kan også være sager om negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter. I den type sager bør du søge faglig sparring hos enten VISO eller de regionale sikkerhedskonsulenter.
Barnets, den unges og forældrenes forståelse og motivation er afgørende for, at indsatser kan iværksættes og på sigt understøtte en varig forandring for barnet eller den unge. Hvis der ikke er enighed i eller forståelse for, hvorfor der er bekymring for barnet eller den unge, og hvilke forandringer der vurderes afgørende og nødvendige for barnets eller den unges videre udvikling og trivsel, kan det vanskeliggøre samarbejdet.