CTI-metoden bruges som en del af Housing First-tilgangen, og den bygger bl.a. på recovery. Metoden er centreret omkring en koordinerende støtteperson, også kaldet CTI-medarbejderen.
På hjemløshedsområdet bruges CTI-metoden som en del af Housing First-tilgangen, og den har samme udgangspunkt i bl.a. recovery. Housing First er en helhedsorienteret tilgang, hvor borgeren tilbydes en selvstændig bolig i almindeligt byggeri og samtidig modtager en individuelt tilrettelagt specialiseret støtte.
Læs mere om Housing First her
En CTI-indsats er tidsbegrænset og varer ni måneder fordelt på tre faser, hver på tre måneder, hvor intensiteten er stor i starten og aftagende over tid.
CTI er en rammemetode
Indsatsen er centreret omkring en koordinerende støtteperson, også kaldet CTI-medarbejderen, der maksimalt kan have et caseload på ti personer.
CTI er en rammemetode, der beskriver rammen for og kerneelementerne i den specialiserede støtte. CTI-medarbejderen supplerer med sine socialfaglige kompetencer og evt. andre specifikke metoder.
Udgangspunktet for CTI-indsatsen er, at den skal være individuelt tilpasset borgerens ønsker, håb og drømme, og at den enkelte selv skal være en del af processen. Indsatsen bygger på et ligeværdigt partnerskab mellem borgeren og CTI-medarbejderen, hvor den enkelte er erfaringsekspert, og CTI-medarbejderen er fagekspert.
Læs CTI-metodemanual til hjemløshedsområdet på sbst.dk