Mistanke eller viden om overgreb mod mennesker med udviklingshæmning

Hvis man har en mistanke eller viden om seksuelle overgreb har fundet sted, er det vigtigt at tage den alvorligt. Måske er det sket et overgreb også selvom der ikke forekommer nogle af ovenstående tegn eller sikre beviser. Professionelle, har skærpet pligt til at anmelde det. Uanset om krænkeren er ens egen kollega, en af ofrets pårørende eller et menneske fra ofrets netværk. Seksuelle overgreb er strafbare efter straffeloven.

Vurdér viden

Første skridt er at vurdere type af mistanke eller viden om overgrebet. I den forbindelse kan du hente hjælp ved at sondre mellem følgende grader af viden:

  1. Konkret viden (fx vidner, dom og/eller tilståelse eller observationer/fund ved lægeundersøgelse).
  2. Stærk mistanke (fx udsagn fra personen med handicap, udsagn fra en ven/kammerat/kollega eller udsagn fra fagpersoner, evt i kombination med adfærdsændringer hos personen med handicap).
  3. Svag mistanke (fx somatisk, psykisk og/eller sociale tegn/signaler på mistrivsel).

Handlemuligheder

Som fagperson har du altid handlemuligheder. Men der er naturligvis forskel på dine handlemuligheder, alt efter graden af viden. Er der tale om:

  • Konkret viden: Fx vidner, fund ved lægeundersøgelse, krænkers tilståelse.
    Handling: Kontakt din leder, formulér din viden.

  • Mistanke: Fx stærk mistanke, der bygger på udsagn, eller svag mistanke, der bygger på tegn og signaler på mistrivsel eller indirekte udsagn.
    Handling: Kontakt nærmeste leder, og formulér mistanken på baggrund af konkrete observationer. Derudover bør du vurdere personens beskyttelsesbehov.

  • Bekymring: Fx en diffus oplevelse af at noget er galt.
    Handling: Observér personen og omgivelser med henblik på at analysere bekymringen.

Grænseoverskridende aktiviteter

Er der tale om seksuelt grænseoverskridende aktiviteter imellem mennesker med handicap, kan du benytte spørgsmålene her i forbindelse med vurdering af mistanke om evt. overgrebsadfærd:

  • Hvad er kendetegnende for den motivation, der kan spores i aktiviteten mellem personerne?
  • Hvilken relation har personerne til hinanden?
  • Hvilken form for aktivitet er der tale om?
  • Hvilke følelser er forbundet med aktiviteten?

Hvad kan du gøre?

Se listen over de ting, du som medarbejder kan gøre, hvis du har mistanke eller viden om, at et menneske med handicap, der hvor du arbejder, har været udsat for seksuelle overgreb.

Lyt til personen, men husk, at det er politiets opgave at afhøre og udrede sagen. Skriv ned, hvad du hører, og hvad du selv spørger om, men forsøg ikke selv at komme længere til bunds i sagen.

Støt, vis forståelse og giv den nødvendige omsorg og rådgivning om, hvordan den udsatte kan få hjælp. Et egentligt behandlingsforløb kan eventuelt iværksættes.

Sørg om muligt for at bevare beviser. Hvis overgrebet har fundet sted for nylig, er det vigtigt, at den, der har været udsat for overgreb, ikke går i bad og ikke vasker tøj eller sengetøj, inden politiet kontaktes. Henvis til akut skadestue/lægeundersøgelse og behandling.

Hvis overgrebet er meldt til politiet, vil de typisk være til stede på skadestuen og sørge for at sikre eventuelle beviser ved en korrekt undersøgelse. Tal ikke om din mistanke eller viden med nogen, der ikke er involveret i sagen.

Det lokale politi kan rådgive om den bedst mulige håndtering af sagen.

En uformel kontakt til politiet kan i mange tilfælde være til hjælp. Når først der indgives en formel anmeldelse, opretter politiet en sag. Sker det, er det politiet, der har ansvar for at efterforske sagen.

Hvis der er tale om en voksen over 18 år, er der ikke pligt til at tale med pårørende om mistanke eller viden om overgreb.

I de situationer, hvor den udsatte og krænker benytter samme tilbud, fx specialskole eller bosted, kan der være et særligt dilemma. Der skal selvfølgelig tages hånd om begge.

Der kan være lige så stort behov for støtte til og en særlig indsats over for krænkeren, som kan have brug for hjælp til at håndtere sin egen seksualitet. I den forbindelse kan man eventuelt inddrage en seksualvejleder og/ eller specialist.

Hvis mistanken retter sig mod en ansat, skal der tages kontakt til institutionschef, personalechef eller anden personaleansvarlig i kommunen. Den ansatte fritages fra arbejde, så længe undersøgelserne står på. Kontakt regionens/kommunens personalekontor for råd og vejledning i sådanne tilfælde.

Hvis en ansat begår et seksuelt overgreb, vil det få konsekvenser for ansættelsen. En dom for overgreb vil medføre afskedigelse.

Husk, at en mistanke IKKE er en dom.

Det er ledelsens ansvar at sørge for den nødvendige omsorg for de implicerede.

Det er vigtigt på forhånd at afklare, hvordan omsorgen og eventuel krisehjælp skal gives – hvem, der har behov for støtte og eventuel professionel krisehjælp.

Aftal, hvordan I vil håndtere eventuelle henvendelser fra medierne.

Lad eventuelt socialforvaltningen tage sig af henvendelser fra medierne. Dels for at skåne medarbejderne og de brugere, medarbejderne har ansvaret for, dels for at sikre kontinuitet i kontakten med pressen.

Kontakt

Viki Holdgaard Madsen
S: Fuldmægtig