Housing First-tilgangen er oprindeligt udviklet til de personer i hjemløshed, som har de mest komplekse sociale problemer, men i Danmark anvendes tilgangen mere generelt til hele målgruppen af personer i hjemløshed samt personer i risiko for at opleve hjemløshed.
Der anvendes derfor i Danmark tre forskellige specialiserede støttemetoder til at yde individuel, intensiv bostøtte. De kaldes Critical Time Intervention (CTI), Intensive Case Management (ICM) og Assertive Community Treatment (ACT). ACT anvendes derudover også i en modificeret version (M-ACT).
Resultater fra det første arbejde med Housing First-tilgangen i Danmark viser, at op til 90 pct. af de personer, som modtager en Housing First-baseret indsats, fastholder boligen i indsatsperioden.
Tilrettelæggelse af støtten
De tre støttemetoder er recovery-orienterede, og der arbejdes efter otte dimensioner; bolig, psykisk helbred, fysisk helbred, , daglige aktiviteter, netværk og sociale relationer, brug af rusmidler, uddannelse og beskæftigelse. Arbejdet med de otte dimensioner understøtter en helhedsorienteret tilgang, der skal støtte den enkelte i at opnå et mere kvalitetsfyldt liv.
Den individuelle, specialiserede støtte, som er tilrettelagt ud fra den enkeltes behov, er en afgørende forudsætning for, at personer i hjemløshed kan flytte i egen bolig og fastholde boligen. Støtten gives som en udgående støtte i personens eget hjem, eller der hvor personen ønsker at modtage støtte.
Personernes behov for støtte kan variere over tid og vil typisk være høj i perioden omkring indflytning i egen bolig. Det eneste krav, der stilles til personen for at indgå i en Housing First-baseret indsats, er, at personen skal være villig til at modtage støtten for at kunne indgå i indsatsen.
Målgrupper for de forskellige støttemetoder
De tre specialiserede støttemetoder er henvendt til forskellige målgrupper:
- ACT (og M-ACT) henvender sig til de personer, der har de mest intensive og langvarige støttebehov og kun i meget begrænset omfang kan benytte støtteindsatser og behandling i de almindelige sociale og behandlingsmæssige systemer.
- ICM er til en mellemgruppe med langvarige støttebehov, men som i nogen grad kan benytte eksisterende tilbud i det almindelige sociale system.
- CTI henvender sig til de personer, der i betydelig grad kan benytte det eksisterende støttesystem, og som primært har brug for støtte i en kortere overgangsperiode, herunder til at få opbygget et støttenetværk i det almindelige sociale system.
Mere viden om de specialiserede støttemetoder
Læs mere om de forskellige specialiserede støttemetoder i de enkelte indsatsbeskrivelser:
Critical Time Intervention (CTI)
Intensive Case Management (ICM)
Assertive Community Treatment (ACT)
Modificeret Assertive Community Treatment (M-ACT)