Unge i risiko for eller i hjemløshed

Mange unge i risiko for eller i hjemløshed mangler ikke bare en bolig, men befinder sig i en udsat position, hvor de kæmper med flere komplekse problemstillinger. Trods deres ofte komplekse situation er der mange, der ikke opsøger hjælp eller benytter de traditionelle tilbud på hjemløshedsområdet. Omkring halvdelen af unge i hjemløshed overnatter som såkaldte ”sofasovere” hos familie, venner eller bekendte.

Unge i hjemløshed beskriver ofte ikke sig selv som en person i hjemløshed, idet de oplever, at begrebet stigmatiserer deres identitet, og dermed belaster deres muligheder for af få et almindeligt ungdomsliv. For at kunne opspore og støtte ungemålgruppen er det derfor afgørende, at indsatserne er funderet på et ungesyn, der tilsiger, at den enkelte unge først og fremmest er et ungt menneske og derfor ikke mødes som hjemløs, misbruger, psykisk syg m.v.

Der kan være behov for en særlig indsats for at skabe og fastholde kontakten til disse unge, få dem udredt og sørge for, at de får den rette helhedsorienterede støtte.

Unge, der kæmper med tunge problemstillinger, er i øget risiko for at komme i hjemløshed. Følgende forhold kendetegner ofte målgruppen:

  • Dobbeltdiagnose (samtidig psykisk lidelse og rusmiddelbrug)
  • Anbringelse i barndommen
  • Forældre i udsatte positioner
  • Opvækst med svære betingelser, fx ustabilitet, manglende støtte, vold
  • Ustabil skolegang
  • Begrænset støtte fra nære voksne
  • Ustabil eller manglende tilknytning til uddannelse og beskæftigelse
  • Dårlig økonomi
  • Problematisk forbrug af rusmidler
  • Psykiske vanskeligheder
  • Kriminalitet

Knap halvdelen af de unge i hjemløshed har en psykisk lidelse, mens 3 ud af 5 har problemer med rusmidler.

Ikke mange unge overnatter på § 110-boformer, men blandt de unge, der gør, har ca. 2 ud af 3 været anbragt eller har modtaget en foranstaltning i barndommen.

Mange unge i hjemløshed benytter sig af at overnatte hos familie, venner, bekendte eller tilfældige bekendtskaber. Betegnelserne ”sofasovere”, ”sofasurfere” eller ”skjult hjemløshed” dækker over dette fænomen.

De unge ønsker generelt at opretholde en normal facade trods hjemløsheden og deres øvrige sociale udfordringer. Derfor vil mange unge foretrække at overnatte hos familie og venner som såkaldte sofasovere, hvis de har mulighed for det.

Det, som adskiller de unge brugere af § 110-boformer fra sofasoverne, er ikke så meget de unges egne problematikker, men i høj grad deres forældres socioøkonomiske forhold. Dvs. forældrenes uddannelsesprofil, tilknytning til arbejdsmarkedet, forekomst af psykisk sygdom og misbrug.

På de akutte overnatningssteder møder de unge en øvrig brugergruppe med høj forekomst af misbrug, psykiske problemer og truende adfærd, og de unge oplever, at overnatningsmuligheden giver en begrænset fysisk sikkerhed.

At være ”sofasover” er en akut løsning, som bruges i situationer, hvor den unge kan oplever at være blevet socialt marginaliseret og følelsesmæssigt belastet. Det kan fx skyldes den unges misbrug eller psykiske problemer. Det kan også skyldes, at hjemmet er blevet et usikkert sted at opholde sig for den unge.

Nogle unge har i begyndelsen af deres hjemløshedsperiode gode muligheder for at trække på overnatning hos familie og venner. Men overnatning hos familie og venner kan også slide relationerne op. Den unge, som lever i hjemløshed gennem en længere periode, kan derfor med tiden stå tilbage med et nedslidt og begrænset netværk.

At være ”sofasover” er også at skulle manøvrere i en situation, der både socialt og boligmæssigt er ustabil. Kun de færreste ”sofasovere” formår at fastholde kontakten til uddannelsessteder og arbejdspladser, og mange unge mister kontakter til hjælpesystemerne.

Kortere eller længere perioder som ”sofasover” kan dermed i sig selv være med til at marginalisere unge i udsatte positioner yderligere og på længere sigt tvinge dem til at opsøge fx § 110-boformerne.

Selvom det i udgangspunktet er mindre belastende at være ”sofasover” end at overnatte på § 110-boformerne o.l., udgør det at være ”sofasover” også en social, fysisk og/eller psykisk risiko og kan belaste den unges tilstand yderligere i form af kontakt med misbrugsmiljøer, risiko for trusler samt seksuelle og fysiske overgreb.

Det vil sige, at ”sofasoverne” samtidig med, at de løser et akut problem, også udsætter sig selv for belastninger, der kan føre til øget selvmedicinering, forværrede psykiske lidelser, fysiske sygdomme og skader.

Unge i risiko for hjemløshed vil typisk møde fagprofessionelle på uddannelsesinstitutioner, jobcentre, fritidsinstitutioner m.v. De faglige personaler bør være opmærksomme på, om den unge udviser nogle af de risikofaktorer, som kendetegner målgruppen. Opmærksomheden bør særligt være rette mod risikofaktorerne for hjemløshed, når de unge i udsatte positioner står over for kritiske overgange i deres liv. Dette kan eksempelvis være afslutning af en uddannelse, afslutning af et parforhold, starten på noget nyt osv. Disse overgange kan øge risikoen for hjemløshed, og derfor har unge i udsatte positioner særligt brug for opmærksomhed og evt. støtte, så hjemløshed kan forebygges.

Unge i risiko for hjemløshed kan opspores ved hjælp af Opsporingsguiden, som kan findes i linkslisten nedenfor.

Unge i hjemløshed bør modtage en specialiseret støtte under Housing First-modellen, som svarer til den unges behov, for at afhjælpe hjemløsheden.

Der bør være opmærksomhed på, at den unge kan have behov for en forebyggende indsats efter at være kommet ud af hjemløsheden, så det sikres, at den unge ikke får tilbagefald til hjemløshed. Det kan betyde, at den unge skal have støtte til at arbejde med nogle af sine andre udfordringer.

Kontakt

Miriam Bill
S: Fuldmægtig