At være ”sofasover” er en akut løsning, som bruges i situationer, hvor den unge kan oplever at være blevet socialt marginaliseret og følelsesmæssigt belastet. Det kan fx skyldes den unges misbrug eller psykiske problemer. Det kan også skyldes, at hjemmet er blevet et usikkert sted at opholde sig for den unge.
Nogle unge har i begyndelsen af deres hjemløshedsperiode gode muligheder for at trække på overnatning hos familie og venner. Men overnatning hos familie og venner kan også slide relationerne op. Den unge, som lever i hjemløshed gennem en længere periode, kan derfor med tiden stå tilbage med et nedslidt og begrænset netværk.
At være ”sofasover” er også at skulle manøvrere i en situation, der både socialt og boligmæssigt er ustabil. Kun de færreste ”sofasovere” formår at fastholde kontakten til uddannelsessteder og arbejdspladser, og mange unge mister kontakter til hjælpesystemerne.
Kortere eller længere perioder som ”sofasover” kan dermed i sig selv være med til at marginalisere unge i udsatte positioner yderligere og på længere sigt tvinge dem til at opsøge fx § 110-boformerne.
Selvom det i udgangspunktet er mindre belastende at være ”sofasover” end at overnatte på § 110-boformerne o.l., udgør det at være ”sofasover” også en social, fysisk og/eller psykisk risiko og kan belaste den unges tilstand yderligere i form af kontakt med misbrugsmiljøer, risiko for trusler samt seksuelle og fysiske overgreb.
Det vil sige, at ”sofasoverne” samtidig med, at de løser et akut problem, også udsætter sig selv for belastninger, der kan føre til øget selvmedicinering, forværrede psykiske lidelser, fysiske sygdomme og skader.