Housing First-tilgangen er baseret på otte principper, hvor det første er boligen som en basal menneskeret. Unge er den befolkningsgruppe, der flytter mest, og unge menneskers liv er foranderligt med mange overgange. Derfor adskiller en Housing First-tilgang for unge sig fra en indsats til voksne ved, at den unges bolig er en bolig lige nu frem for altid at være en permanent løsning. Dog skal den unge altid tilbydes en stabil bolig, der kan gøres til et hjem.
Unge kan tilbydes overgangsboliger med relevant støtte
For unge med større belastninger så som en psykisk lidelse, rusmiddelbrug, eller traumer fra forhold i barndomshjemmet kan det være en mulighed at tilbyde en overgangsbolig. En overgangsbolig er et tilbud, der kan stå i stedet for et ophold på en § 110-boform eller et forsorgshjem. Overgangsboligen kan fx etableres som en udslusningsbolig, hvor den unge forpligter sig til at modtage en specialiseret støtte så som ICM (Intensive Case Management). Som led i bostøtten iværksættes en udredning, og handleplanen nuanceres.
Når den unge har boet i seks måneder i overgangsboligen, kan overgangsboligen enten administrativt ændres til en almenbolig, hvor den unge kan blive boende, eller den unge kan fraflytte til en permanent almenbolig.
Bostøtte og andre relevante tilbud følger med den unge ind i den permanente bolig.
Unge i hjemløshed er først og fremmest unge
Unge i hjemløshed vil ofte have svært ved at identificere sig selv som værende i hjemløshed eller risiko herfor. De unge kan være forbeholdne overfor at modtage en indsats, der er rettet mod unge i hjemløshed. Det er derfor vigtigt at møde den unge som et ungt menneske, med de typiske udfordringer omkring uddannelse, job, osv., der hører ungdomslivet til. Det er vigtigt at tilbyde en støtte, der er helhedsorienteret og fleksibel tilrettelagt.
Et velfungerende samarbejde mellem socialforvaltning, beskæftigelsesforvaltning og boligvisitation understøtter, at de unge i hjemløshed tilbydes og bibeholder en bolig, og at tilknytningen til indsatser med fokus på uddannelse og beskæftigelse styrkes.