Kompetencer i arbejdet med et fælles forebyggende mindset
Et fælles forebyggende mindset stiller krav til en tydelig og sammenhængende ledelse og fælles tilgange på tværs i organisationen. Det skal afspejles i både chefer, ledere og medarbejderes kompetencer.
En tydelig og sammenhængende ledelse, der understøtter det fælles mindset, er afgørende for opbygningen af relationel kapacitet.
Relationel kapacitet handler om at udvikle evnen til at skabe et effektivt samarbejde på tværs af organisationen omkring komplekse opgaver og udfordringer.
Samtidig er det vigtigt, at de fagprofessionelle på det almene og specialiserede børne- og ungeområde samarbejder kvalificeret.
Forudsætninger for det er, at de kender hinandens roller, ansvar og handleveje. For at det kan ske, skal ledelsen omsætte styringskæden på en måde, der tydeliggør visioner og strategier og den faglige retning – og ikke mindst understøtter kendskabet på tværs.
Ledelse har altså stor betydning for en fælles forståelse og sammenhæng, som er forudsætningen for, at ambitionen om en tidlig forebyggende indsats af høj kvalitet bliver omsat til praksis.
Tværfagligt samarbejde og et fælles forebyggende mindset
I arbejdet med det forebyggende mindset er tværfagligt samarbejde centralt i flere sammenhænge.
En sammenhængende styringskæde
Styringsgrundlaget skaber rammer og retning for et forebyggende arbejde både på politisk, administrativt og fagligt niveau. Det er væsentligt, at styringsgrundlaget understøttes af organiseringen og omsættes til en sammenhængende kæde med det forebyggende mindset som ”rød tråd”.
Det forebyggende mindset skal altså understøtte sammenhæng fra politikker og strategier til konkrete arbejdsgange. Hertil skal mindsettet understøtte faglig udvikling samt opfølgning på tværs af området for tidlig forebyggende indsats.
Læs mere om tværgående strategi og sammenhængende styringskæde
Et helhedsorienteret perspektiv
Børn og unge skal trives fysisk, psykisk og socialt i deres hverdagsliv. Det vil sige både i familien, i dagtilbud/skole og i fritiden. En forebyggende indsats kræver derfor et helhedsorienteret perspektiv på barnets eller familiens behov og ressourcer, og dermed ofte flere faggruppers involvering og koordinering ud fra et fælles forebyggende mindset.
Børnesyn, ungesyn og forældresamarbejde
Et fælles børne- og forældresyn skal være ressource- og helhedsorienteret med respekt for børnenes og forældrenes perspektiver, behov og hverdagsliv. På tværs af fagområder er dette fælles syn grobund for et ligeværdigt samarbejde, som styrker kvaliteten af den forebyggende indsats.
Ligeværdighed handler i denne forstand om invitation til og mulighed for aktiv deltagelse med udgangspunkt i børn og forældres vilkår og position. Børn og forældre skal have mulighed for at blive hørt og være medbestemmende i beslutninger, som påvirker dem.