Et socialt perspektiv på ADHD fokuserer på medborgerskab, inklusion, sociale netværk, uddannelse, arbejdsmarked og boligforhold. I dette perspektiv er det ikke selve diagnosen, der er det centrale, men derimod personens funktionelle vanskeligheder i dagligdagen.
Udgangspunktet for at igangsætte relevante indsatser er at afdække den enkelte borgers funktionsniveau og opnå et nuanceret og helhedsorienteret billede af borgerens udfordringer og behov for støtte. Målet er at fremme borgerens mulighed for at klare sig selv eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.
I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at vanskelighederne hos mennesker med ADHD kan ændre karakter og sværhedsgrad, alt afhængig af livsforhold og den konkrete situation, som personen indgår i.
Social sårbarhed og ADHD
Social sårbarhed er udbredt blandt både børn, unge og voksne med ADHD, hvilket kan påvirke deres evne til at opnå og fastholde stabile sociale relationer. Dette kan føre til, at sociale færdigheder ikke udvikles i samme tempo som hos jævnaldrende.
Særligt ungdomsårene, hvor voksenstøtten falder og behovet for sociale kompetencer vokser, kan være sårbare.
Læs mere om overgangen fra ung til voksen
Både børn, unge og voksne med ADHD kan have en øget risiko for at opleve ensomhed, isolation, sparsomme eller flygtige sociale relationer. For mange er der stor risiko for også at udvikle psykiske vanskeligheder, fx depression eller angst, som kan være med til at gøre de sociale udfordringer større.
Krav og forventninger i omgivelserne
For personer med ADHD bliver vanskelighederne tydelige, når krav og forventninger fra omgivelserne overstiger individuelle ressourcer og behov.
Det er derfor nødvendigt at forstå den enkeltes vanskeligheder i relation til den livsfase, som vedkommende befinder sig i. Kravene og forventningerne bliver gradvist større med alderen, og der er en forventning om, at man, i vid udstrækning, lærer at mestre dette allerede som barn og ung.
Der stilles forskellige forventninger og krav til menneskers adfærd, alt efter hvilken sammenhæng de indgår i. Der er fx stor forskel på, hvad der forventes af et barn i en undervisningssituation, og hvad der forventes af dem i skolegården eller derhjemme.
Ligeledes er der stor forskel på, hvad der forventes af voksne i formelle arbejdssituationer, og hvad der forventes i uformelt kollegialt samvær.
De aktuelle udfordringer, den enkelte person oplever, er ikke konstante livet igennem. Alder, modenhed og personlige evner til mestring er afgørende for, hvordan og i hvilke sammenhænge noget opleves som vanskeligt. I takt med, at en person udvikler brugbare strategier til at mestre vanskelige situationer, bliver oplevelsen af et problem mindre.
Risikofaktorer og beskyttende faktorer
Risikofaktorer og beskyttende faktorer er karakteristika, begivenheder eller processer, som øger eller mindsker sandsynligheden for, at vanskeligheder, som kan være forbundet med ADHD, kommer til at udgøre et problem for den enkeltes trivsel og udvikling.
Det kan fx være begavelse, familieforhold, netværk og omgivelsernes forståelse, som alle kan enten være gunstige eller mindre gunstige for personens hverdag og mestring af ADHD relaterede udfordringer. Samspillet mellem disse afgør graden og karakteren af en persons vanskeligheder i de miljøer, hvor personen færdes.