Vanskelighederne varierer på tværs af målgruppen, men børnene og de unge kan fx have svært ved at genkende og/eller reagere hensigtsmæssigt på egne og andres følelser, kommunikation, tanker og intentioner og tilpasse deres adfærd til sociale kontekster.
Nogle børn og unge med ADHD kan have behov for støtte til at deltage i sociale sammenhænge. Her kan der på den ene side være behov for at tilpasse omgivelserne, så de matcher barnets forudsætninger.
På den anden side kan der være behov at understøtte, at barnet eller den unge udvikler og træner sine sociale færdigheder, så deres forudsætninger for at deltage i og mestre hverdagslivet øges.
Indsatser, der understøtter mestring
Der findes forskellige indsatser og redskaber, der er rettet mod at understøtte børn og unges mestring og deltagelse i sociale og faglige fællesskaber.
Mestringsluppen
Social- og Boligstyrelsen har, sammen med VIVE og udvalgte kommuner, udviklet et mestringsforløb kaldet "Mestringsluppen". Forløbet sætter fokus på, hvordan man kan understøtte børn og unge med ADHD’s forudsætninger for at mestre og deltage i sociale sammenhænge, og hvordan man samtidig kan arbejde sammen med de voksne omkring barnet i at understøtte barnets udvikling og mestring i fx skole og hjem. Indsatsen og tilknyttede redskaber er beskrevet nærmere i en indsatsbeskrivelse.
Læs mere om indsatsen og de udviklede redskaber
Læs evaluering af modningsarbejdet med Mestringsluppen
Øvrige indsatser og redskaber
Der findes en række foreninger og organisationer på området, hvor man også kan finde viden om og inspiration til, hvordan forældre og fagprofessionelle kan understøtte børn og unges deltagelse i sociale og faglige fællesskaber.
Der findes inspiration til, hvordan man kan arbejde med at tilpasse omgivelserne, så de matcher barnets forudsætninger. Der findes også indsatser, praksisnære råd og redskaber, der understøtter, at barnet eller den unge udvikler sine sociale færdigheder, så deres forudsætninger for at deltage i og mestre hverdagslivet øges.