Køn og ADHD

Forholdet mellem ADHD og køn er komplekst, og der er fortsat mange ukendte aspekter. Kernesymptomerne ved ADHD kan være de samme for begge køn, men kan komme til udtryk og påvirke den enkeltes liv forskelligt.

De primære træk ved ADHD kan være ens for begge køn. ADHD handler altid om forstyrrelser i forhold til opmærksomhed og aktivitet. Men der er både varierende sociale forventninger og biologiske forskelle mellem mænd og kvinder, som påvirker, hvordan ADHD kommer til udtryk, hvordan den opspores og behandles, og hvordan den påvirker den enkeltes liv.

Tidligere mente man, at ADHD kun fandtes hos drenge, og at de ville vokse sig fra det, når de blev voksne. I dag ved vi, at både drenge og piger kan have ADHD, og at langt de fleste vil skulle leve med deres ADHD gennem hele livet. Men symptomernes udtryk kan ændre sig med alderen, ligesom den enkeltes livssituation og personlige mestring spiller en stor rolle for funktionsniveauet i det daglige.

Kønsbaserede normer for adfærd og kulturelt forankrede forventninger til fx kønsroller spiller også ind i, hvordan symptomer opleves, tolkes og håndteres forskelligt for piger og drenge og for mænd og kvinder.

ADHD er en spektrum-diagnose, der beskriver udfordringer med opmærksomhed og med aktivitetsregulering. Særligt i forhold til aktivitetsregulering har der længe været en opfattelse af, at drenge og mænd med ADHD typisk ligger i den hyperaktive ende af spektret, og at piger og kvinder med ADHD typisk ligger i den hypoaktive ende af spektret, hvor det kan være vanskeligt at tage initiativ, og man ofte ses som tilbagetrukket og dagdrømmende.

I dag ved vi, at begge køn kan have begge typer af ADHD. I forhold til udredning er der dog flere drenge og mænd, der er diagnosticeret med den hyperaktive, impulsive type med udadvendte symptomer, og flere piger og kvinder, der er diagnosticeret med den hypoaktive, tilbagetrukne type med mere indadvendte symptomer.

Udredning og diagnose

Forskellene i, hvordan ADHD kommer til udtryk, kan gøre det vanskeligere at opdage og diagnosticere den hypoaktive, indadvendte type, end den udadvendte og impulsive type. Og det kan føre til, at de hypoaktives behov ikke bliver opdaget eller adresseret tilstrækkeligt.

Drenge udredes ofte i forbindelse med skolestart, da deres symptomer er mere iøjnefaldende og stemmer overens med stereotypen om ADHD. Piger derimod kan blive overset eller fejldiagnosticeret med fx angst eller depression på grund af deres anderledes præsentation af symptomer og er ofte teenagere eller voksne, før de udredes for ADHD.

Mange mennesker med ADHD har også andre samtidige diagnoser og vanskeligheder. Ofte vil det være kombinationen med andre diagnoser og vanskeligheder, som udgør den største udfordring for dem i dagligdagen. Det er afgørende at være opmærksom på disse forskelle i forhold til opsporing og indstilling til professionel udredning.

Hormoner og ADHD

Der er begyndende opmærksomhed på, hvordan hormonelle ændringer spiller sammen med ADHD. Disse ændringer kan påvirke både egen og andres oplevelse af ADHD, og det er vigtigt at forholde sig til, hvordan hormoner eventuelt påvirker symptomerne, samt måske effektiviteten af ADHD-behandlingen.

Mænd og kvinder har forskellige hormoner, og samspillet med ADHD vil derfor være forskelligt mellem kønnene, ligesom der er variation fra person til person i, hvor tydeligt man mærker hormonelle ændringer.

Hos kvinder menes hormonelle ændringer i forbindelse med menstruationscyklus, graviditet eller overgangsalder at påvirke ADHD-symptomerne, og dette kan have betydning for tilrettelæggelsen af fx medicinsk behandling.

Hos mænd kan hormonelle forandringer også påvirke ADHD-symptomerne, men forskningen på dette område er mindre udfoldet.

Stress og køn

ADHD giver kognitive udfordringer for mange. Det betyder, at vanskeligheder med at planlægge, strukturere, huske og koncentrere sig gør, at deres hjerner mere eller mindre konstant er på overarbejde. Derfor er mennesker med ADHD (uanset type) i risiko for at udvikle stress, og stress kan på den anden side forværre ADHD-symptomerne og påvirke individets evne til at håndtere dem.

Der kan være kønsspecifikke faktorer, som fx sociale forventninger, der bidrager til stress hos personer med ADHD, og det er vigtigt at identificere og håndtere disse faktorer.

Omgivelserne har en tendens til at vurdere pigers og drenges adfærd forskelligt, og selv uddannede fagfolk vil ofte forklare de samme udtryk eller symptomer forskelligt hos henholdsvis piger og drenge.

Den generelle forståelse af de synlige tegn på ADHD handler ofte om uro i kroppen og impulsivitet. Når en pige fx opleves som hypersnakkende frem for hyperaktiv, og hun afbryder eller springer i emner i en samtale, tillægger omgivelserne ofte adfærden følelsesmæssige, sociale eller familiære årsager, og ikke årsager forbundet med opmærksomhedsproblematikker.

Nogle fagpersoner oplever, at det er sværere at rumme og håndtere den mere udadvendte udgave af ADHD, end den indadvendte. En person med udadvendt ADHD fylder mere i rummet og vil ofte også forstyrre både den fagprofessionelle og andre tilstedeværende. En person med indadvendt ADHD går lettere under radaren. Det er her vigtigt at holde sig for øje, at for personen med ADHD kan påvirkningen af ens trivsel, læring og deltagelse være lige påvirket, uanset ADHD-type.

Forskelle mellem drenge og piger – både de biologiske forskelle og de forskelle, som er et resultat af socialiseringsprocesser og kønsnormer – bliver tydeligere i puberteten. Dette gælder alle drenge og piger og således også drenge og piger med ADHD.

Sociale normer

Der er naturligvis en del, som ikke følger normen. Men hvis vi ser på, hvad henholdsvis drenge og piger interesserer sig for i puberteten, er der en tydelig tendens til, at drenge mødes i aktivitetsfællesskaber omkring sport, spil eller lignende, hvor der er en klar ramme bestående af regelsæt og præstationshierarkier.

Piger mødes i højere grad i relationsbaserede fællesskaber og venindegrupper, hvor rollerne er mere uklare og til konstant forhandling. Dette kan være en stor udfordring for piger og unge kvinder med ADHD, som netop kan have svært ved at aflæse de sociale og ofte omskiftelige regler.

"Maskering" refererer til, at nogle mennesker med ADHD, hvad enten de er udredt eller ej, kan undertrykke, skjule eller kompensere for deres symptomer, så de fremstår mere velfungerende end de reelt er.

Dette gælder ikke mindst pigerne, som - i et forsøg på at passe ind - kan have omfattende strategier og systemer for maskering. Det er vigtigt at være opmærksom på denne maskering, at finde ud af, hvem personen med ADHD er bag masken, og at tilbyde støtte og interventioner, der adresserer den enkeltes reelle behov.

Umiddelbart kan mennesker, der maskerer, virke ekstremt velfungerende og organiserede. De vil formentlig give udtryk for at have styr på det hele og har fx ofte veludbyggede systemer, lister og telefonpåmindelser til at organisere og planlægge deres liv.

Maskering kan føre til forsinket diagnose eller fejldiagnosticering og kan forhindre personer i at få den nødvendige støtte og behandling. Maskering er meget krævende for den enkelte og vil derfor altid være en yderligere belastning i forhold til hverdagsmestring og vil typisk bidrage til at stresse den enkelte.

Dette vil typisk give større behov for kognitive pauser eller resultere i andre potentielt mere problematiske måder at få afløb på, fx gennem nedsmeltninger, eller de kan få fysiske reaktioner, som fx mavepine.

Opdag maskering

En indikator på maskering kan være, hvis der er uoverensstemmelse mellem fx skolens og forældrenes oplevelse af en teenagers udfordringer.

Hvis den unge bruger al sin energi på maskering i løbet af skoledagen, vil han eller hun sandsynligvis være helt udmattet i timerne efter skole. Og deres funktionsniveau vil derfor ændre sig fra skolekonteksten til familiekonteksten. 

Dette vil forstærkes af, at familien og hjemmesituationen typisk vil opleves som en mere tryg arena at give slip på maskeringen i.

Maskering følges også ofte med følelser af skyld, forlegenhed og skam over ikke at føle sig tilstrækkelig. Oplevelsen af at gøre en kæmpe indsats uden oplevelsen af at lykkes kan fylde rigtig meget i den enkeltes selvforståelse og oplevelse af manglende selvværd.

Dette vil særligt være tilfældet for personer, der ikke er udredt og som har maskeret deres udfordringer over mange år.

ADHD er ikke isoleret fra de sociale og kulturelle kontekster, som den enkelte indgår i. Kønsroller og kønsspecifikke forventninger spiller således en væsentlig rolle i formningen af, hvordan ADHD-symptomer opfattes, men også af hvordan ADHD-relaterede udfordringer påvirker den enkeltes liv.

Mange vil fx opfatte handlekraft som en positiv maskulin værdi, og kropslig uro og impulsivitet kan ses som udtryk for netop handlekraft. Drenge og mænd vil ofte blive mødt af en forventning om, at de må kunne tage sig sammen og ’mande sig op’.

På den anden side vil mange opfatte empati og relationer som positive feminine værdier, og dette vil kunne gøre det vanskeligt at leve op til forventningerne til at være kvinde, hvis man grundet sin ADHD måske netop har svært ved at agere i sociale situationer.

Mange vil forsøge at dække over deres begrænsede sociale kompetencer eller at trække sig. Kønsspecifikke forventninger kan således bidrage til en fejlfortolkning af ADHD-symptomer, for både mænd og kvinder.

Kontakt

Susanne Ploug-Sørensen
S: Specialkonsulent

Ring til VISO og få rådgivning

VISO yder faglig rådgivning til borgere og fagfolk på det mest specialiserede område.