Social stofmisbrugsbehandling

Kommunerne har pligt til at yde social stofmisbrugsbehandling til borgere med behandlingskrævende stofmisbrug jf. serviceloven § 101. Borgere, der ikke har andre sociale problemer end misbrug, kan modtage anonym stofmisbrugsbehandling.

Social stofmisbrugsbehandling består af sociale indsatser, der har til formål enten at:

  • bringe et misbrug til ophør og fastholde dette ophør
  • reducere indtaget af rusmidler eller forebygge en forværring af indtaget
  • reducere skaderne af stofmisbruget

Målet med behandlingen vil afhænge af en helhedsvurdering af den enkeltes behov, ressourcer og ønsker. Social stofmisbrugsbehandling omfatter ikke medicinske indsatser, der har relevans i arbejdet med behandling af stofmisbruget. Medicinske indsatser bør dog koordineres med den sociale behandling. Indsatsen skal planlægges individuelt og bør tilrettelægges i samarbejde med borgeren.

Social- og Boligstyrelsen har i 2020 udgivet de nationale retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling (Socialstyrelsen, 2020). Retningslinjerne giver anvisninger til god social stofmisbrugsbehandling, der bygger på aktuel lovgivning, forskning og gode erfaringer fra praksis. Retningslinjerne understøtter, at behandlingen er systematisk, helhedsorienteret og centreret om mål, der formuleres i et samarbejde mellem borger og behandler.

Hent de nationale retningslinjer for social stofmisbrugbehandling

Behandlingsformer

Social stofmisbrugsbehandling er en socialpædagogisk eller terapeutisk funderet indsats. Behandlingen bør bygge på principperne for recoveryorienteret rehabilitering og være systematisk og helhedsorienteret samt centreret om mål, der er sat i samarbejde mellem borger og behandling. Behandlingen kan have stor variation og forskellige grader af intensitet. Behandlingsintensiteten er bl.a. afhængig af omfanget og kompleksiteten af borgerens misbrug og de fysiske, psykiske og sociale konsekvenser for borgerens funktionsniveau.

 

Personer, der har et behandlingskrævende stofmisbrug, men som ikke har andre sociale problemer, kan få anonym, ambulant behandling efter servicelovens §101 a. Det betyder, at borgeren kan henvende sig uden at skulle give sit fulde navn eller cpr-nummer, og at der er diskret indgang til behandlingsstedet. Borgeren har desuden mulighed for at vælge et tilbud, der ligger uden for borgerens bopælskommune.

Den anonyme behandling består af et afgrænset behandlingsforløb af kortere varighed. Behandlingen indeholder gruppebehandling og mulighed for individuelle indledende og afsluttende samtaler.

Den anonyme behandling er ikke omfattet af behandlingsgarantien på 14 dage. Kommunen har dog pligt til at behandle anmodningen om behandling hurtigst muligt.

Ambulant behandling kan karakteriseres som et lavintensitetstilbud, hvor målet både kan være skadesreduktion og stoffrihed. Ydelsen leveres to til otte gange om måneden og tilpasses den enkelte borgers situation og behov. Derfor kan kontakten også variere både i intensitet og varighed, således at nogle borgerforløb er meget tætte, mens kontakten med behandlingsstedet i andre forløb foregår i varierede intervaller. Ambulant behandling er i modsætning til døgnbehandling karakteriseret ved, at behandlingen finder sted i tilknytning til personens nærmiljø. Centrale elementer i ambulant behandling er rådgivning, individuelle samtaleforløb og gruppebehandling (Pedersen & Nielsen, 2007).

I dagbehandling ydes en struktureret behandling. Borgerne møder typisk mandag til fredag, fem til otte timer dagligt og følger et fast skema. I dagbehandling støttes borgerens individuelle mål med en kombination af aktiviteter, projektforløb, individuelle samtaler og gruppesamtaler. Forløbet kan omfatte undervisning, aktivering og sociale støttetilbud – ud over behandling for stofmisbrug. Dagbehandling kan være det primære behandlingsforløb, men kan også anvendes til for- eller efterbehandling (Pedersen & Nielsen, 2007).

Døgnbehandling er det mest omfattende behandlingstilbud og retter sig generelt mod de mest belastede borgere med stofmisbrug. Tilbuddet gives i de tilfælde, hvor ambulant behandling eller dagbehandling ikke vurderes at være dækkende. Formålet med døgnbehandling kan være stoffrihed eller stabilisering. Stoffri døgnbehandling er oplagt, hvis man antager, at borgeren er nødt til at komme væk fra sit sædvanlige miljø og sine relationer for at kunne koncentrere sig om sin behandling. Nogle døgnbehandlingstilbud stræber først og fremmest efter at stabilisere borgeren og har derfor ikke stoffrihed som primært mål (Pedersen & Nielsen, 2007).

Den sociale stofmisbrugsbehandling skal være tilpasset og tilrettelagt efter borgerens samlede behov for hjælp og ikke udelukkende stofmisbruget. Behandlingen bør derfor være helhedsorienteret og koordineret med øvrige relevante samarbejdspartnere.

Behandlingstilbud bør kende og leve op til de krav, der er til den lægelige stofmisbrugsbehandling. Disse krav fremgår af sundhedslovens § 142 og i Sundhedsstyrelsens vejledning til læger, der behandler opioidafhængige patienter med substitutionsmedicin.

Social- og Indenrigsministeriet, Vejledning om behandlingstilbud på det sociale stofmisbrugsområde m.v. VEJ nr. 9449 af 29/06/2020.

Socialstyrelsen (2020). Retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling. Odense: Socialstyrelsen.

Servicelovens § 101 Serviceloven (retsinformation.dk)

Sundhedslovens § 142 Sundhedsloven (retsinformation.dk)

Vejledning til læger, der behandler opioidafhængige patienter med substitutionsmedicin https://www.sst.dk/da/sundhed-og-livsstil/narkotika/~/media/796D337DC66D4F72A8991141B88BD699.ashx

Kontakt

Lone Kæstrup
S: Specialkonsulent