Risikofaktorerne eksisterer, som hos alle andre, i de omgivelser, personen indgår i. Det kan være i fx skole, fritidsklub, bosted, dagtilbud, kørselsordning, familien, speciallæger, hospitaler m.v.
Det særlige for mennesker med handicap er, at de har en række relationer, der er væsentligt anderledes, end dem, mennesker uden handicap indgår i. Relationer, de har, fordi de har et handicap. Mange mennesker med handicap skal ofte behandles, undersøges og være genstand for udredninger. De møder ofte autoriteter, der er eksperter på en del af deres liv, og har stor indflydelse på, hvad der skal ske med deres krop for at afhjælpe konsekvenserne af handicappet. Det er fx speciallæger, talepædagoger, neurologer, fysioterapeuter, pædagoger og speciallærere, personlige hjælpere o.a.
Mange børn og unge med udviklingshæmning kan være afhængige af hjælp til personlig omsorg og støtte. Det kan have betydning for deres adfærd. Nogle kan være vant til, at kroppen berøres i forbindelse med hygiejne og behandling. Det kan påvirke følelsen af ejerskab over egen krop og gøre det svært at sætte grænser for kontakt.
Børn og unge med udviklingshæmning kan være uvidende om, at seksuelle overgreb ikke er normale, især hvis krænkeren er én af vedkommendes omsorgspersoner (pårørende, pædagog e.l.). Det kan medføre en risiko for, at man ikke oplever at kunne sige fra og sige nej til en andens opfordring eller trussel om seksuelt samvær.