Konsekvenserne af skolefravær kan være alvorlige i form af øget risiko for blandt andet social isolation, skolefrafald senere i uddannelsessystemet, arbejdsløshed og/eller psykiske problematikker som depression og angst.
Hvad er bekymrende skolefravær?
Der eksisterer mange forskellige begreber for skolefravær i forskningen og litteraturen. En række eksempler er skolevægring, skolevægringsadfærd, skolefobi, pjæk og skoleundvigelse. På tværs af begreber og forståelser er fællesnævneren, at skolefraværet er bekymrende.
Der findes dog ikke en præcis definition af bekymrende skolefravær. Der er for eksempel ikke videnskabeligt belæg for en bestemt grænseværdi for, hvornår fraværet er bekymrende. Flere forskere peger dog på, at det er vigtigt ikke alene at forstå bekymrende skolefravær ud fra mængden eller typen af fravær, men at der også skal være opmærksomhed på barnets trivsel i skolen.
Skolefravær er ikke kun bekymrende, når et barn er massivt fraværende. Drypvist eller periodisk fravær i mindre omfang kan også være bekymrende. Ligeledes kan både sygefravær, ekstraordinær frihed og ulovligt fravær være bekymrende.
Der sker ofte en gradvis udvikling af skolefraværsproblematikker. Jo længere tid skolefraværet står på, des mere øges kompleksiteten. Samtidig peger forskning på, at det er lettest at stoppe udviklingen af bekymrende skolefravær tidligt.
Model for fraværsudviklingen hos et barn