En sundhedsfaglig udredning, i forhold til en bestemt diagnose, kommer almindeligvis først på tale, når en persons trivsel og udvikling er alvorligt truet. En tidlig forebyggende og målrettet indsats kan gøre meget for at øge trivslen og styrke udviklingen, længe inden en diagnose bliver relevant.
Det er ikke afgørende for den sociale indsats, om der foreligger en diagnose eller ej. En social indsats skal iværksættes med udgangspunkt i de funktionelle vanskeligheder, den enkelte person oplever, ikke på baggrund af diagnosens kriterier.
Selvom de diagnostiske kriterier er ens for alle, der får diagnosen ADHD, betyder det ikke, at situationen er ens for alle. Diagnosen beskriver ikke den hele person, men forholder sig alene til, om en bestemt adfærdsprofil er til stede, og om det på undersøgelsestidspunktet volder væsentlige problemer for personen selv eller for omgivelserne.
Diagnosen er et øjebliksbillede, der belyser en persons funktion her og nu. Den siger ikke noget sikkert om, hvordan fremtiden vil forme sig for den enkelte. De vanskeligheder, der oprindeligt førte til, at diagnosen blev stillet, behøver derfor ikke følge en person livet igennem.
De vanskeligheder, man kan opleve som barn, er sjældent de samme, som man vil opleve som voksen. ADHD fremtræder og føles forskelligt for hvert individ.
Menneskers individuelle forståelser af deres liv og de konkrete sammenhænge, de indgår i, spiller en væsentlig rolle for, hvornår noget opleves som vanskeligt. De vanskeligheder, den enkelte kan opleve, kan derfor variere fra situation til situation.
For at forstå betydningen af diagnosen for det enkelte menneske er det derfor nødvendigt altid at se på den enkelte persons samlede livssituation. Det er af afgørende betydning, at fx forhold i familien, i skolen eller på arbejdspladsen inddrages og ses i forhold til de vanskeligheder, der kommer til udtryk.