Udgangspunktet i et pædagogisk-psykologisk perspektiv vil i højere grad være det enkelte menneskes ressourcer og udviklingspotentiale end potentielle problemfelter.
I et pædagogisk-psykologisk perspektiv fremstår ADHD som en udviklingsproblematik, der i betydelig grad har indflydelse på en persons evner til koncentration, opmærksomhed, hukommelse og overblik, og som endvidere kan manifestere sig som fysisk eller indre uro.
ADHD ændrer præmisserne for de sociale relationer. Det kan betyde, at den enkelte kan have en mindsket adgang til den læring og udvikling, der er i de sociale relationer, især i forhold til jævnaldrende.
ADHD har derfor betydning for både personen selv og for hans/hendes omgivelser. Det psykologiske billede vil derfor også være stærkt afhængigt af en række faktorer, som knytter sig til både personen selv og hans/hendes omgivelser.