Matchmodellen

Matchmodellen hjælper kommuner med at finde det rigtige anbringelsessted første gang. Det giver børn mere stabilitet og færre skift.

Hvad er formålet med modellen?

Hvert femte barn, der anbringes uden for hjemmet, oplever i dag tre eller flere anbringelsessteder i løbet af barndommen (VIVE, 2023). Det vil aftalen Børnene Først gøre op med. Forskning viser nemlig, at et godt match fra begyndelsen kan skabe stabilitet og tryghed – både for barnet og dets omgivelser.

Derfor har Aalborg, Ringkøbing-Skjern, Nordfyns og Svendborg kommuner sammen med Social- og Boligstyrelsen udviklet en model, der styrker matchprocessen. Evalueringen viser, at modellen både er fagligt, organisatorisk og økonomisk bæredygtig.

Hvordan virker modellen?

Modellen sikrer en systematik og grundighed omkring anbringelsen, hvilket hjælper til at finde det sted, der passer bedst til det enkelte barn – og den sætter inddragelse af både barn og forældre i centrum. Matchforløbet følger fem faste elementer og bygger på et tidssvarende familiesyn, hvor forældre ses som en central støtte i barnets udvikling, samtidig med at barnet anerkendes som et selvstændigt individ med egne behov og rettigheder.

Modellens fem kerneelementer er:

  1. Tværfagligt kvalificeret beslutningsgrundlag for anbringelse og anbringelsesform.
  2. Systematisk indsamling af viden om barnets hverdagsliv, herunder sociale relationer, skoleforhold og fritidsinteresser.
  3. Indhentning af viden om anbringelsesstedets børnesyn, pædagogiske kompetencer og rammer.
  4. Samarbejde med anbringelsesstedet i vurdering af match.
  5. Forberedelse af barn og forældre på skiftet.

Hvad viste evalueringen?

  • Færre børn skifter anbringelsessted: Andelen er faldet i forsøgsperioden.
  • Langt de fleste børn trives på deres nye anbringelsessted.
  • De fleste børn føler sig hørt og støttet undervejs i processen.

Kommuner og anbringelsessteder oplever, at modellen giver en mere ensartet og gennemtænkt tilgang til matchprocessen.

Er modellen dyr?

Det kræver ekstra tid at lave et godt match, men evalueringen viser, at det kan betale sig – fordi færre børn skal flyttes senere.

Vil du vide mere?

Kilder

VIVE, 2023: Trivsel blandt børn og unge i udsatte positioner 2023

https://www.vive.dk/media/pure/4vl88dox/23947692

Kontakt

Ida Lautrop-Rasmussen
S: Specialkonsulent