På arbejde med ADHD

Det kan være svært for voksne med ADHD at få deres arbejdsliv til at fungere på grund af de vanskeligheder, der kendetegner ADHD. Med den rette støtte har mennesker med ADHD mange ressourcer at tilbyde.

Af de voksne, der er diagnosticerede med ADHD som voksne, står 2 ud af 3 uden arbejde. Det er vigtigt, at jobkonsulenter og arbejdsgivere får kendskab til de ressourcer, mennesker med ADHD kan tilbyde arbejdsmarkedet, når de mødes med den rette forståelse og støtte på arbejdspladsen.

ADHD er en dynamisk funktionsnedsættelse, og vanskelighederne for den enkelte afhænger af personens livsforhold, af omgivelsernes krav, af hvor støttende et netværk. man har, og af hvorvidt personen – eventuelt med støtte – har udviklet hensigtsmæssige mestringsstrategier til fx impulshåndtering, tidsstyring og planlægning.

Voksne med ADHD har typisk vanskeligheder ved, at de er udfordrede på de eksekutive funktioner, som har med planlægning, struktur og overblik, konsekvenstænkning og tidsfornemmelse at gøre. De eksekutive funktioner er væsentlige for at kunne begå sig i mange jobsituationer, og mange voksne med ADHD har brug for træning og støtte til fx overblik og opgavestyring på arbejdspladsen.

Mennesker med ADHD oplever også ofte at være mere impulsstyrede, urolige eller rastløse og kan have problemer med at regulere aktivitetsniveau og energi, så man det ene øjeblik kan føle sig supereffektiv, og det andet øjeblik stresset og udmattet. Derfor kan ens præstationsniveau og energiniveau svinge meget, og det kan være svært enten at holde koncentrationen på arbejdsopgaverne eller at mærke eget behov for pauser. Her kan der være brug for kollegial eller ledelsesmæssig fokus og træning af egen mestring.

Det kan være svært for mennesker med ADHD at udnytte deres potentiale, med mindre de får støtte og vejledning og hjælp til at strukturere og planlægge arbejdet. Det er ofte kun små justeringer, der skal til, for at de kan varetage et arbejde på lige fod med andre.

Det er vigtigt ikke kun at fokusere på diagnosen og de vanskeligheder, som ADHD kan give for den enkelte, og i stedet have fokus på personens styrker og have forståelse og rummelighed i forhold til personens konkrete vanskeligheder.

Mange vil have gavn af at have en kollega som mentor eller kontaktperson til at hjælpe med fx planlægning af arbejdsopgaver og trivsel på arbejdspladsen. Én, som man kan tage fat i, hvis man er i tvivl om noget. Dette gælder særligt i opstarten, men også på sigt, når der fx kommer nye arbejdsgange eller opgaver, eller når der skal samarbejdes med andre kolleger. Det behøver ikke være hverken besværligt eller bekosteligt, og ofte kan en lille indsats give gode resultater i samarbejdet.

Mennesker med ADHD har meget at tilbyde

Mennesker med ADHD, der trives på en arbejdsplads vil, trods deres vanskeligheder, være en stor ressource og kunne bidrage på linje med kollegerne. Nogle mennesker med ADHD vil have særligt gode evner, fx for kundekontakt, andre for at udtænke nye og anderledes ideer til fx opgaveløsning. Her er mennesker med ADHD ligeså forskellige som alle andre mennesker.

Personer med ADHD kan lære strategier til at mestre udfordringer i deres arbejdsliv, men ofte vil det kræve klare strukturer og evt. også støtte til at sætte tydelige og meningsgivende rammer for arbejdssituationen. Det er også vigtigt, at der er en inkluderende kultur på arbejdspladsen. Der skal være forståelse for forskelligheder, og for at personen med ADHD kan indgå ligeværdigt i det sociale med kollegerne og trives.

Mange mennesker med ADHD beskriver, at en fleksibel indstilling fra arbejdsgiveren er ekstrem vigtig, og at det er vigtigt for trivslen og arbejdsmiljøet, at man oplever at have indflydelse på egen arbejdssituation, så medarbejderen med ADHD kan trives, medtænke nødvendige hensyn og bruge sin kreativitet.

Forventningsafstemning

ADHD-relaterede udfordringer er individuelle, kontekstafhængige og umiddelbart usynlige for de fleste. Det er derfor en god idé at forventningsafstemme og beskrive for lederen, hvilke konkrete udfordringer man som person med ADHD oplever med ens arbejdsopgaver.

Det er også vigtigt, at ledere, kolleger og sagsbehandlere lytter til personen med ADHD’s eget perspektiv, og støtter og møder personen der, hvor han eller hun har brug for det, og understøtter, at han eller hun kan bruge sit potentiale og sine styrker, i stedet for at møde personen ud fra deres egne forestillinger om, hvad personen med ADHD har brug for.

Stress og overbelastning

Mennesker med ADHD er udsatte for at udvikle stress og overbelastning, fordi forventningerne til dem på arbejdspladsen kan overstige det, de kan overkomme. De forsøger ofte at skjule deres vanskeligheder, og dette kan give belastningsreaktioner. De kan fx også have en dårlig balance mellem arbejdsliv og privatliv. Derfor er det vigtigt, at der fra lederen og eventuelt jobcenteret er fokus på helheden i personens liv.

Mange mennesker med ADHD er hurtige til at sige ja, uden helt at kunne gennemskue konsekvenserne, og påtager sig derfor jævnligt for meget arbejde. Dette kan også hænge sammen med et liv, der er fyldt med oplevelsen af ikke helt at slå til. Her bliver det et forsøg på at kompensere for et sårbart selvværd, fordi han eller hun har mange nederlag i bagagen, fx i form af mange skole- og jobskift.

Mennesker med ADHD har sværere ved at skabe rutiner og opnå en holdbar og langsigtet balance mellem arbejde og restitution. Ofte glemmer de at restituere. Selvom deres hårde arbejde sagtens kan ende med stor succes, kan det også ende med, at de overbelaster sig selv og bliver udbrændte.

Et arbejdsliv er mere end at løse konkrete arbejdsopgaver. En vigtig del af de flestes arbejdsliv er de sociale relationer til kolleger, ledere, kunder mv. Mennesker med ADHD kan have svært ved at aflæse og tolke signalerne i sociale sammenhænge og at gennemskue de uskrevne kulturelle koder i en kontekst. Dette gælder særligt i nye eller skiftende relationer og kontekster, men kan også være en vedvarende udfordring under kendte forhold.

Information og oplæring

Mange mennesker med ADHD fortæller om uklare jobbeskrivelser og roller. De siger, at det er svært at vide, hvad man skal, eller forventes at gøre. Det er vigtigt, at der gives tid, mulighed og plads til grundig oplæring, klare instruktioner og forklaringer af arbejdsfunktionerne til personen med ADHD, fordi han eller hun ofte oplever en ekstra belastning i en ny situation eller af nye opgaver og arbejdsgange.

Oplæring bør tilrettelægges, så det tager hensyn til personen med ADHDs læring. Mange vil have gavn af, at de forskellige opgaver præsenteres gradvist, ligesom sidemandsoplæring kan være nemmere at overskue end fx at skulle sætte sig ind i en skriftlig vejledning eller lignende. Visualisering og tjeklister kan ligeledes, for nogle mennesker med ADHD, være en stor hjælp til at huske arbejdsgange, men vil altid skulle være tilpasset den enkeltes behov i forhold til den konkrete arbejdsopgave.

En ADHD-venlig arbejdsplads

Det kan være svært for andre at forstå de vanskeligheder, som mennesker med ADHD har, fordi mennesker uden ADHD har et mere jævnt præstationsniveau og bedre kan planlægge og strukturere.

Selvom det er vigtigt at vide noget om ADHD generelt, er det ikke nok, når man skal samarbejde med en person med ADHD, fordi funktionsnedsættelsen kommer individuelt til udtryk. Mange med ADHD siger, at det er helt afgørende at have en chef, kollega eller leder, der er undersøgende og forsøger at forstå, hvordan personen med ADHD arbejder, - og tilpasse arbejdssituationen ud fra det.

Det handler sjældent om at vende op og ned på en arbejdsplads, men derimod handler det meget ofte om sammen at lave små, men bevidste justeringer og tilpasninger. Det handler næsten aldrig om at sænke kravene, for så risikerer man at fjerne det, der får personen til at mærke mening og føle sig stimuleret.

Det sociale sammenspil på arbejdspladsen

Ledere og kolleger skal være opmærksomme på, at det kan være vanskeligt og energikrævende for mennesker med ADHD at gennemskue de ofte usagte, sociale spilleregler på en arbejdsplads, fordi de skal anstrenge sig mere for at forstå de sociale spilleregler, end deres kolleger. Samtidig kan det, for nogle mennesker med ADHD, være en stor kilde til arbejdsglæde og motivation, fx at have kundekontakt.

Mange tør ikke fortælle andre om deres diagnose, eller de lever med ADHD uden at være udredt og diagnosticeret. Dette kan gøre det svært at bede chefer og kolleger om den hjælp, man har brug for. Ofte vil kolleger og ledere dog være glade for, at man er åben og ærlig om de vanskeligheder, man oplever, og de fleste vil gerne tage de nødvendige hensyn.

Kontakt

Susanne Ploug-Sørensen
S: Specialkonsulent